Velkommen til Blikfang
Vi er er en lille integreret institution på Christianshavn med plads til 24 vuggestuebørn og 44 børnehavebørn. Vi ligger på Prinsessegade 58 lige over for Vor Frelsers Kirke og med Volden og Christiania som vores nærmeste naboer. Vi bruger ofte byens muligheder og vores nærmiljø til ture og i vores pædagogiske arbejde.
I Blikfang er vi ikke opdelt i stuer, men i to afdelinger: vuggestuen og børnehaven. Det kan vi, fordi vi kun er få børn i begge afdelinger, og det giver os mulighed for at tilbyde børnene flere forskellige børnefællesskaber og legezoner, fordi de ikke er begrænset til én stue. Legen bliver spredt mere ud, og det skaber mere ro og flere muligheder for børnene.
I hverdagen skaber det også mere stabilitet og tryghed for børnene, fordi alle børn og voksne kender hinanden, og vi derfor kan hjælpe hinanden på tværs ved sygdom og fravær. Hver formiddag er vi opdelt i små legegrupper, og på den måde oplever alle børn stadig små og rolige fællesskaber med masser af nærvær.
Vores hus
Udefra ser Blikfang ikke ud af meget, men så snart man kommer ind af dørene, vil man se, at vi har nogle ret fantastiske rammer.
Indenfor har vi fire grupperum,to til hver afdeling, som rummer flere små legezoner, hvor det er tydeligt for børnene, hvad de kan lege og lave. Vi har også tre labs, som lægger op til, at vi er nysgerrige og går på opdagelse sammen med børnene: et bevægelseslab, et læselab og et natur- og sciencelab.
Vores gangarealer er også udnyttet med forskellige zoner og hyggelige kroge, som opfordrer til forskellige lege og aktiviteter.
Udenfor har vi en stor legeplads med bøgehæk, paradisæbler, valnødder, kastanjer og vildt buskads, hvor børnene kan gemme sig eller gå på opdagelse. Derudover har vi et hyggeligt legehus, klatrestativ, gynger, trampolin, sansehus og masser af plads til at cykle og spille bold på.
På vores veranda, som løber langs hele huset, sætter vi hver dag legezoner op med forskellige muligheder for leg - alt fra biler og legoklodser til bøger, tegnesager og puslespil.
Et kig ind i Blikfang
Få et indblik i vores rammer og vores hverdag på vores Instagram @blikfang1422. I er også meget velkomne til at komme og få en rundvisning, så I kan se vores hus og høre mere om vores hverdag og pædagogiske arbejde.























