Vores hverdag med børnene er bygget op om nogle faste rutiner, som både skaber genkendelighed for børnene og gør det muligt for os at dele os op i mindre grupper, så vi kan tilgodese alle børns behov og skabe ro omkring dem.
Morgen
Vi åbner kl. 7 hver dag, og den første time er vi alle samlet på gul stue. Her er også mulighed for at få morgenmad indtil kl. 7.45.
Kl. 8 fordeler vi os ud i de to afdelinger - vuggestue og børnehave. Morgenen går med rolig leg og aktiviteter, som børnene er med til at vælge.
Kl. 8.30 tilbyder vi lidt mad. Det foregår som café, så børnene selv kan vælge, om de vil have noget at spise.
Formiddag
Kl. 9.15 fordeler vi os ud i vores faste legegrupper, som består af én voksen og en mindre gruppe børn.
Vi sammensætter legegrupperne ud fra børnenes alder, interesser, udvikling, behov og relationer, så de bedst muligt understøtter alle børnene. Grupperne er faste i ca. 1,5-2 måneder ad gangen.
Vi starter med at holde samling i grupperne, og derefter laver vi de planlagte aktiviteter, som kan være alt fra rytmik, læsning og leg til motorik, krea eller en tur ud i nærområdet.
Hver gruppe har en dag om ugen, hvor de laver bevægelsesaktiviteter og en dag om ugen, hvor de er på tur.
Frokost
Lidt før 11 begynder vi at gøre klar til frokost. Børnene hjælper med at hente madvognen og dække bord.
Vi spiser kl. 10.45 i vuggestuen og kl. 11 i børnehaven.
Efter frokost bliver vuggestuebørnene puttet til middagslur, og børnehavebørnene går på legepladsen og leger.
Eftermiddag
Kl. 14 spiser vi lidt eftermiddagsmad, der som regel består af brød og frugt eller grønt.
Resten af eftermiddagen går med leg og aktiviteter indenfor eller ude på legepladsen.
Omkring kl. 15.30-16 samles vi igen på tværs af vuggestue og børnehave inde på gul stue og leger, indtil vi lukker kl. 17 (dog allerede kl. 16 om fredagen).